Borgerdeltagelse og nære fællesskaber blomstrer især i Skive Kommunes mindre lokalsamfund, ifølge ny forskning.
Jo mindre et lokalsamfund er, jo større er borgernes deltagelse i lokalsamfundet. Det viser en undersøgelse af civilsamfundets betydning for lokal udvikling i landdistrikterne, foretaget af Syddansk Universitet.
Det er også her, i de mindre samfund, at det nære fællesskab og tilknytningen til lokalområdet vurderes højest. Adgangen til dagligvarebutikker, job og faciliteter er i mindre grad en selvfølge. Der skal kæmpes for både at bevare og udvikle lokalsamfundet og det viser undersøgelsen, at borgerne gør.
Men selvom adgangen til offentlige institutioner, mødesteder, organiserede fritidsaktiviteter med videre ikke er helt så god i de mindre bysamfund, som den er i de større, er det alligevel her, man finder den bedste vurdering af lokalområdet.
Således svarede 53% af de adspurgte borgere, der er bosat i et bysamfund i Skive Kommune med under 1000 indbyggere, at de bor et attraktivt sted, mens kun 42% i Skive by har svaret det samme.
Mindre bysamfund rangerer højest i vurdering af lokalområdet
Der er dog også forskelle mellem de kommuner, der deltog i undersøgelsen, som viser, at det ikke er en generel regel, at livskvaliteten og tilfredsheden er højest i de helt små bysamfund.
I Assens Kommune svarer kun 30 % af de adspurgte i små byer, at de bor i et attraktivt lokalområde, og kun 23 % er helt enige i, at deres lokalområde har en kulturarv og stærke traditioner, der giver identitet.
For Skive Kommune mener 48 % i de mindre bysamfund, at deres lokalområde har identitet, mens kun 19 % i Skive by er enige i udsagnet.
Lokal handel og grønne områder er højt værdsat
Undersøgelsen viser, at borgerne i de små lokalsamfund vurderer alle forhold højere, end borgere i de større byer og er mere tilbøjelige til at involvere sig, for at bevare og udvikle.
De tre vigtigste forhold for borgerne i de tyndt befolkede områder er adgangen til en lokal dagligvarebutik, at der er grønne områder og biodiversitet, og at der er gode faciliteter til kultur og idræt.
Stolthed og tilknytning i de mindre byer
De stærke fællesskaber og engagementet og deltagelsen i lokalsamfundets udvikling giver sig udslag i en tilknytning til lokalområdet, der er stærkere i de mindste samfund. 55 % af de adspurgte i mindre lokalområder, føler sig tilknyttet lokalområdet, 50 % vil gerne flytte tilbage, hvis de i en periode er flyttet bort, 47 % stoler på, at de kan få hjælp fra andre lokale beboere, hvis behovet opstår, og 46 % oplever at være en del af det lokale fællesskab.
Ingen af de andre deltagende kommuner ligger tilsvarende højt i tilknytning, tillid og lyst til at vende tilbage, og det er resultater, vi skal være stolte af og værne om.
Vi har fremhævet et par resultater fra undersøgelsen:
- I Skive Kommune er det mest respondenter fra lokalbyerne, der svarer ja til, at de er en del af det lokale fællesskab, og at de gerne ville komme tilbage, hvis de er flyttet bort i en periode. Vi ligger betydeligt over de andre tre kommuner.
- I Skive samarbejder foreningerne mere med ungdomsskolen, musikskolen, museet og biblioteket, end foreninger gør i de andre tre kommuner.
- Foreningslivet i Skive Kommune er ret traditionelt funderet, og det er mere almindeligt her at engagere sig gennem en borgerforening, end det er tilfældet for de andre tre kommuner.
- Foreningerne i Skive Kommune vurderer overvejende det lokalsamfund, de hører til i, mere positivt, end foreningerne i de andre deltagende kommuner gør.
- Foreninger i små lokalsamfund anser det for vigtigere at bidrage til lokal udvikling og er mere tilbøjelige til at handle på det, end det er tilfældet for foreninger i f.eks. Skive by.
- Foreningerne har generelt en positiv opfattelse af, at de har indflydelse, når de engagerer sig i lokale opgaver eller samarbejder med kommunale institutioner, foreninger m.fl. 76% svarer i høj eller nogen grad.